I formiddag drog 20 beboere, medarbejdere og frivillige afsted i egen og lejet bus ud i vores skønne nationalpark via bitte små veje, når det var muligt. Turen var planlagt over Hassing, Sønderhå, Årup via Tyskerbakken til Nr. Vorupør.
I Vorupør slog vi os ned i madpakkehuset, hvori vi kunne indtage vores medbragte formiddagskaffe og lun nybagt hvedebrød. Enkelte tog turen ned til havbadet i den friske vind, andre slog sig ned på bænkene i solskin og læ for vinden ude fra vest !
Alle “mand” i bussen igen for at trille videre via kystvejen til Klitmøller, hvor vi ude i bølgerne fik øje på en Surfer med sejl ””. Turen gik videre til Hanstholm havn, der desværre var noget stille denne dag. Derefter var næste stop Hotel Hanstholm, hvor vi skulle have frokost. Ved runde borde, pæn dækket med hvide duge og stof servietter indtog vi en lækker frokost. Snakken gik, latteren slog igennem og afslutningsvis, sang vi lige et par sommersange.
Mætte af mad og indtryk drog vi hjem fra Hanstholm via hovedlandevejen. Vi var hjemme kl. 15.00 mætte, glade og måske trætte, men det er ok at være træt, når man har haft en god oplevelse.